Webapplikation
En webapplikation er et program, der kører på en server, ligner en hjemmeside og kan ses via en browser. Dette er i modsætning til et normalt program, der kører lokalt på brugerens egen computer. Man kan også kalde en webapplikation for en interaktiv hjemmeside. Velkendte eksempler på webapplikationer er netbank og webmail. En webapplikation er et eksempel på en dynamisk hjemmeside, men der findes også dynamiske hjemmesider, som man ikke kan betegne som webapplikationer.
Da en webapplikation kører i en browser, er sådan et program platformsuafhængigt. Desuden kræver en webapplikation ikke installation af noget. Der findes programmer, som man både kan få som almindeligt program og som webapplikation. Et eksempel er det gratis geometriprogram GeoGebra, der kan ses som webapplikation her. Endnu en fordel ved webapplikationer er, at det er muligt at tilgå programmerne, hvor som helst der er en computer med internet-adgang.
Nogle webapplikationer er tilgængelige for alle. Andre har begrænset adgangen i form af et login. Dette åbner for at individualisere webapplikationen til den enkelte bruger. En virksomhed kan også have sin egen private webapplikation, som giver mulighed for at overvåge eller styre forhold omkring produktionen, selvom man ikke er fysisk til stede på virksomheden. Man kan med andre ord når som helst kontrollere, at alt er, som det skal være.
Hvad er forskellen på en webapplikation og en mobilapplikation?
Det er let at komme til at forveksle en webapplikation med en mobilapplikation, men faktisk er det to vidt forskellige ting. Når der så ofte sker en forveksling, hænger det sammen med, at begge dele er interaktive.
En mobilapplikation, i dagligdags tale også bare kaldet en app, er et program, der kører på en mobiltelefon. Det er nødvendigt at downloade og installere en mobilapplikation, inden man kan køre den. En mobilapplikation afhænger af platformen (dvs. operativsystemet, der kan være Android for mobiltelefoner fra Samsung eller Ios for produkter fra Apple), den har adgang til hele telefonen (f.eks. mikrofon, kamara og GPS), og den kan fungere offline.
En webapplikation kræver ingen installation, er platformsuafhængig, har ikke adgang til andet udover browseren, og kræver en internetforbindelse. En webapplikation er langsommere end en mobilapplikation, men det er mere omfattende (og dermed dyrere) at udvikle en mobilapplikation.
