Dynamisk hjemmeside

En dynamisk hjemmeside er en hjemmeside, der bliver skabt i netop det øjeblik, hvor en bruger besøger den. En dynamisk hjemme­side kan således ændre udseende. Sidens udseende kan for eksempel afhænge af tidspunktet, hvem brugeren er, eller brugerens hidtidige interaktion med siden. Det modsatte af en dynamisk hjemme­side kaldes en statisk hjemme­side. En statisk hjemme­side forbliver altså den samme, indtil den, der har skrevet siden, laver den om.

Hvordan fungerer en dynamisk hjemmeside?

En dynamisk hjemmeside fungerer kort fortalt ved, at man på en server har et program, der tager imod henvendelser fra browserne hos forskellige brugere. På baggrund af for eksempel opslag i en database eller beregninger danner programmet en side, der til forveksling ligner en statisk hjemme­side. Denne side sendes så tilbage til brugerens browser.

Fordele ved dynamiske hjemmesider

Der er både fordele og ulemper ved en dynamisk hjemme­side sammenlignet med en statisk hjemme­side. En åbenlys fordel ved en dynamisk hjemme­side er, at den automatisk henter data. Det betyder, at man slipper for at skrive siden om, når data ændrer sig, hvilket har stor betydning for sider, hvor data hyppigt skifter. Det gælder for eksempel, hvis man vil vise vejrdata, der kan ændre sig fra time til time, og der findes data, som ændrer sig endnu hurtigere.

En speciel form for dynamisk hjemmeside er en såkaldt webapplikation, der bedst kan beskrives som et online program eller en interaktiv hjemmeside. Der er mange fordele ved webapplikationer. De er i sagens natur platformsuafhængige og kræver ikke installation af software. Dertil kommer, at man har adgang til webapplikationer alle steder, hvor der er internet, og ikke behøver at sidde hjemme ved sin egen computer.

Forskellige brugere har forskellige behov. Endnu en fordel ved dynamiske hjemme­sider er, at det bliver lettere at målrette siden til hver enkelt bruger.

Ulemper ved dynamiske hjemmesider

Der er typisk mere arbejde forbundet med at lave en dynamisk hjemme­side sammenlignet med en statisk hjemme­side. Dermed er udviklings­omkostningerne også større for en dynamisk hjemme­side.

En dynamisk hjemme­side kan anvende beregninger og opslag i en database, hvilket tager længere tid end bare at hente en statisk hjemme­side. Normalt er der tale om brøkdele af et sekund. Men har man mange brugere, må man sikre sig, at serveren har tilstrækkelig kapacitet til at følge med de øgede ressourcekrav.